Island 2015-16

Da mobilen ringede den 11. maj omkring middagstid, var jeg ikke et splitsekund i tvivl om, hvad det var: Bare en time forinden havde jeg siddet til jobsamtale i Undervisningsministeriet, og havde fået den opfattelse, at de var i bekneb for en rejselærer til at tage til Island i skoleåret 2015-2016.

Samtalen var interessant derhen, at vi talte mere om jobbet end om ansøgeren, hvilket fik mig til at tro, at vi nok ikke var mange, som skulle til samtale!

Nu sad jeg så i bilen og havde overladt rattet til min søn Kasper, som skulle få os til Fyn, da mobilen ringede. Jeg blev ikke overrasket, da jeg fik at vide, at ministeriet faktisk gerne så mig tage jobbet som rejselærer i et år – hvis jeg da ville!

Afmålt jublende og glad takkede jeg for tilbuddet og resten af dagen dukkede scenarier fra Island op på den indre horisont, og lige siden har Island-turen været dagligt tema for mange menneskers medleven i min tur.

Med denne blog vil jeg forsøge at holde alle ajour med turen (tak for ideen, Helle), samt bruge den som værktøj til at holde sammen på alle de oplevelser og indtryk jeg regner med at få undervejs.

Da hele forhistorien og forberedelserne også er nok så interessante, vil jeg frem til 24. august, som er første mødedag i Reykjavik, prøve at fastholde alt det, der skete ½ år op til turen. Derefter er det de aktuelle indtryk, jeg vil forsøge at skildre og formidle, forhåbentligt med dejlige billeder fra Nordatlanten.

Desuden skal den bruges som dagbog og lager for oplevelser med mad og drikke, så jeg senere kan samle min tur i “Mit islandske køkken” – forhåbentlig en bestseller!

Jeg vil også forsøge at lave et bookingsystem, som gør det muligt at bistå, møde og hjælpe alle dem, som har givet udtryk for at ville besøge mig i Island!

For alle, som inviteres til – eller møver sig ind på – sjaumst.com, vil jeg ´bare sige: Velkommen og god fornøjelse!

Sjáumst, som udtales “sjau-ømst”, er et islandske udtryk for:

Vi ses!