Der bookes..

Gæst nr.2

Karoline var her 4 dage, og der blev tomt, da hun tog afsted. Ikke fordi hun fylder et hus med larm, snak og støj, næsten tværtimod, men fordi det var så rart at være flere i lejligheden!

Og de næste gæster kommer snart:

Først og fremmest Magda (vinterferien), men siden kommer Joakim en uge og skal bla. se på fugle i det nærliggende Floi, fuglereservat.

En uge før påske kommer Axel og Ole, mine gode legekammerater, og i påsken kommer Magda (igen) sammen med Margit, Karoline (igen) og Jens. DET bliver specielt, fordi jeg da også har ferie og kan være sammen med dem fulltime!

Og der er jo SÅ meget, jeg gerne vil vise alle!

I april skal vi til konfirmation i Mosfellsbær, hvorfor Jutta, Barbara og Nikoline også kommer, fulgt af Magda(!) og Kaj og Ulla!

Kasper vil også herop nogle dage, og jeg håber også at Peter og Kjeld fra Hareskovens Skole kan tage på planlægningstur heroppe, da de gerne vil til Island i efteråret og have en kontaktklasse at besøge. Jeg forsøger at formidle en kontakt, og det skulle nu være på plads! Det kan blive en uhyre interessant proces for alle involverede!

Modsat efteråret, hvor jeg var meget mig selv i weekenderne, er der her gode muligheder for hygge, snak og udveksling af informationer. Samtidig har jeg stående invitationer fra flere af de lærere, som jeg samarbejder med nu, og vil faktisk altid kunne finde en gratis kop kaffe og en god snak, når jeg er i Selfoss.

– og lidt om snesituationen.

Kontraster

Temperaturen steg og steg! Men fra plus 7 grader tirsdag vendte det, og så kom der 2-3 dage med stille dalende sne, vel 20-30 cm, som ikke generede.

Fredag begyndte det at blæse op, og så kom der gang i den løse sne: Den føg hen over Sydlandet og gjorde bilkørsel til en speciel oplevelse. . Til tider kan man ikke se kørebanen, og kun de meget gule pæle i vejsiden fortæller hvor vejen må være: Et sted mellem disse pæle!

Imidlertid kan man ikke se, hvor der pludseligt er en drive, så man må køre med forsigtighed for ikke at miste styringen. Driverne er hurtigt ½ meter høje, og de slår igen, når man kører ind i dem.

Heldigvis kommer man gennem de fleste driver med en 4-hjulstrækker. Legacyen har været på “low” et par gange, hvor jeg skulle gennem nogle store driver, og det har været effektivt hver gang – endnu.

Men her er en, som måtte efterlade sin bil lige her i nærheden.

DSC02296

Desværre havde jeg ikke kameraet med, da jeg kørte hjem fra Stokkseyri, for inde på en mark stod en stor flok heste, næsten dækket af snefygning. Bare det øverste af hestene kunne ses mod en flot lyseblå himmel i baggrunden!

En anden flok var lige blevet fodret, og de stod i ring rundt om en balle wrap, der lige var læsset af til dem. Hver gang de bøjede sig for at nappe en mundfuld, forsvandt de i snefoget. Surrealistisk og flot!

Men der var også heste, som bare, på rigtig islandsk manér stod med bagdelen op i vinden. Som man siger her; Det er de kolde i røven overfor!

2 ungheste var trætte af at stå og vente på varmere vejr. De legede og nappedes og lavede bukkespring og lignede børn, der for første gang er ude i sneen – lettere speedede! Forhåbentligt brænder de ikke der krudt af, de skal holde varmen på indtil april? maj? juni?

Hele byen er indhyllet i snefygning, og det er faktisk ret flot, også flottere end kameraet kan fastholde.

DSC02308

En større snedrive i haven vokser 10-20 cm i timen! Genbohuset er i gang med et forsvindingsnummer. Jeg kan regne ud, at ca. kl. 22.30 er det væk bag en snedrive! Kan desværre ikke filme det, men lægger lige et billede af udsigten fra stuevinduet kl. 15.00. Nej, det er ikke sløret: Det er snefygning!

DSC02310

Men vinteren er halvvejs overstået, og nu har vi lys fra ca. 9.30-17.30. Har ikke mærket det manglende lys overhovedet og er stadigvæk frisk og udhvilet, bare jeg får en lille morfar om eftermiddagen!

Bóndadagur og Thórrablót

thorri

Halvdelen af vintertiden (24. oktober-24. april) er overstået! Første nymåne i vinterens 4. måned var omkring 22. januar. Dagen efter var det første fredag efter 4. nymåne i vinterhalvåret.

Siden 1200-tallet har islændinge festligholdt dette med en “midvinterfest”.

Men især efter at en restaurant i Reykjavik genindførte det i 1958.

Bondedagen – at gå Thorri imøde.

For at ære og tækkes vinterens beskytter, Thorri, måtte en husbond tidligt om morgenen på  bondens dag gå ud til skellet og “tage imod” Thorri, kun iført sin natskjorte og med kun det ene ben i sine bukser, mens det andet bukseben skulle slæbe efter ham. Det kunne jo godt være en kold omgang, men netop denne dag skulle bondens kone også diske op med mange lækkerier for sin mand, når han ved at gå Thorri imøde sikrede hans hjælp og velsignelse for gården gennem vinteren.

Enkelte steder fastholder man – mest for morskabs skyld – den gamle skik i forskellige afskygninger: Som et “nøgenløb” med kun det ene ben i bukserne, ved at gå Thorri i møde mm.

hepp-(6)bondadag i Höfn

OG.. ikke mindst ved at fastholde bondens store madorgie her midt om vinteren: Thorrablot – at blote for Thorri! For udenforstående er det ikke nødvendigvis en kulinarisk oplevelse, men for de fleste islændinge er det en kærkommen lejlighed til at mindes historien, til at mødes og feste, til at mindes sine traditionelle retter, og til at nyde en tilpas mængde snaps og andre alkoholiske drikke.

thorra portion

Det sidste kan nok være nødvendig, når man ser, hvad der serveres:

  • hákarl  – fermenteret (gæret)  grønlandshaj
  • svíd- halve kogte lammehoveder
  • svídasulta – sylte af fårehoveder (surt)
  • lifrarpylsa – pølse af fårelever og -fedt
  • blódmör – pølse af fåreblod, fedt, havre og rugmel
  • hrutspungur – vallesyltede væddertestikler
  • lundabaggi, mælkesyret og presset fårekød
  • selshreifar – syltede sælluffer
  • hardfiskur – tørret kuller eller torsk
  • hángikjöt – røget fårekød

(alt serveres koldt)

Hrútspungar1

Sylte af væddernosser

Og tilbehør:

  • sød kartoffelmos
  • mos af kålroer
  • rugbraud – sødt rugbrød
  • smjór – masser af smør
  • svarta dauden – masser af snaps
  • bjór – øl i stride strømme

samt underholdning, sang, dans, sjov og ballade.

slauter

 

 

 

 

 

 

 

Lever- og blodpølse.

Når man ved, at nogle “mandegrupper” går Thjorri imøde om morgenen med snaps til at holde sig varm, og at dagen ellers står på mad og forkælelse (som konerne står for) og sluttes med Thorrablót, forstår man, hvorfor dette skal foregå en fredag. Det giver 2 dage til at komme sig, inden hverdagen kalder mandag morgen.

Skal-skal ikke?

Det var med bange anelser jeg tog til Island, vel vidende, at den største fest, jeg kunne blive inviteret til, ville blive Thorrablót – havde læst SÅ meget om det, og troede, at man SKULLE!

Det viste sig, at man skulle tilmelde sig et arrangement, og heldigvis var der ingen, som inviterede. Jeg huskede tydeligt nogle af retterne fra jul og tidligere, og traditionel islandsk mad ligger SÅ langt fra nutidens islandsk mad, som jeg sætter umådelig stor pris på.

Så: REDDET!

Men…

Karoline besøgte mig 4 dage, og ville også gerne med hen på Stokkseyri skole  til en dansktime og møde Lene, min dansk/islandske kollega. Vi skulle slutte timen lige før middagsmaden, og jeg HAVDE tjekket madsedlen: Fisk! Det var imidlertid streget over og erstattet med “THORRAMATUR”!

fårehoveder

Vi blev selvfølgelig budt, og jeg mærkede at Karoline var lidt nysgerrig på at se det – og smage det – så hun kunne spille sej, når hun kom til Danmark!

sælluffer

Så vi fik smagt det hele!! Dog minus sællufferne – de er vel fredede nu om dage! Men ellers: ALT!

Røget fårekød er lækkert, både råt og kogt. Hákarl har jeg vænnet mig til – det kan man godt lære at holde af, selvom Esther har kaldt til kamp mod drab af grønlandshaj!! Resten er noget mærkeligt noget fra en tid, da man ikke havde køleskabe, men kun kunne opbevare fødevarer over længere tid (en islandsk vinter) ved at salte, sylte, henkoge, røge og fermentere (gære).

svidasylta

Syltet fårehoved.

Fra en tid, hvor man var nød til at spise alt, kommer også en del retter. Island er ikke ubekendt med store hungersnødsperioder, dog ikke i moderne tid.

Hvad er værst?

Smage og dufte er selvfølgelig uvante, men umiddelbart er det

  • a) madens konsistens
  • b) dens temperatur og
  • c) bevidstheden om hvad man putter i munden

der gør den store forskel: Haj er en mellemting mellem fedt flæsk og gammelost, væddernosser har konsistens som torskelever, og fåresylte føles lidt ulden, som om det ikke er renset ordentligt.

Karoline bestod – med nød og næppe – brækprøven, jeg levnede, eleverne spise ikke op, og lærerne og køkkenpersonalet fik nogle enorme potioner – dog uden øl og snaps, som ville have været en meget formildende omstændighed i dette madorgie.

svarta dauden

Ikke mindst fordi den islandske snaps “Svarta dauden” er mild og velsmagende OG tager den ubehagelige smag af fortidsmad!

En social arv.

Pálli er engageret viceskoleleder for skolerne ved kysten (BES) og afdelingsleder i overbygningen. Han var villig til at berette om hele skolesituationen. Jeg havde jo mange spørgsmål: Hvordan kan der i samme kommune ligge 2 små offentlige skole med 4 km imellem og bare 12 km fra en større by med store skoler? Hvad er der med de der elever, der falder fra i dagens løb? Hvad er fremtidsudsigterne? Hvad arbejder I med, som skal kendetegne jeres skoler? Hvor henter I medarbejdere, og hvorfor er der ingen dansklærere?

 Historisk og kulturel arv.

Byerne ved havet har altid været underlagt ”storbyen” og den tidligere kommune Selfoss. Muligvis reelt, men helt sikkert i borgernes hoveder. Det var her ude ved kysten, at de laveste socialgrupper boede og levede af landbrug og fiskeri. Det var også her samfundets mere utilpassede søgte hen.

Det var samfund, hvor udviklingen ikke gik så stærkt, og hvor ethvert tiltag fra den store by blev behandlet med skepsis.

Samtidigt med det var der 2 konkurrerende skoler, hvoraf den ældste, Eyrarbakki, bygget i 1852 er den længste nuværende skole i Island.

Da Àrborg kommune blev oprettet ved sammenlægning af de små kommuner med og omkring Selfoss, skete det kun ved at lave en aftale med Stokkseyri og Eyrarbakki om, at skolerne skulle bevares. Det prægede egnen så meget, at man faktisk ikke kunne blive enige om at slå skolerne sammen, for hvilken by skulle så have skolerne? Og bygge en helt ny midtimellem var lige så giftigt, for midt imellem er der bare mark og ingen bykultur fra de 2 byer! Altså enedes man om at have en fælles skole med 2 matrikler.

Uden synderlig udvikling kørte skolerne så derudaf, mens lokalsamfundene sygnede hen.

Skolemanden Magnus Magnusson, som har et smittende drev (han er nu skoleleder for skolerne) kom imidlertid fra Hornafjordur/Höfn (!!) og gik i gang med at bruge skolernes trivsel og succes som løftestang for hele lokalområdet, et arbejde, der kun lige er begyndt.

Til det formål skulle bruges stærke organisatoriske ildsjæle, og Pálli kom til, ligesom der var udskiftning af de lærere, som ikke ville være med på den vogn.

I DET sving tabte man nogle dansklærere på skolerne, noget man håber at rette op på næste gang der skal ansættes lærere.

 Så længe tilflytningen til Selfoss fortsætter, og der også er brug for husene i kystbyerne, vil der komme elever nok til at drive skolerne, selvom de er urentable. Men stagnerer elevtallet eller falder det drastisk, fordi børnefamilier søger ind til det mere magelige Selfoss, ser det sort ud.

Opgaven er at lave så stærk og anderledes en skole her, at elevstrømmen går den modsatte vej.

Der er dog stadig tendens til, at de lavere socialgrupper og familier med problemer flytter ud til kysten og naturens fred. Skolen gør derfor ekstra meget for at tage sig af de elever, som har vanskeligheder, så resultaterne af de mange nationale prøver kan vise, at man godt kan lære noget i Stokkseyra og Eyrarbakka,

 DSC02260

Der er en folkesjæl herude, som gør indbyggerne mere underdanige end nødvendigt. En lang forudgående historie, som ikke nødvendigvis er let at få ændret. I skolen viser det sig – især hos teenagepigerne –  ved at deres (nedarvede?)selvværd mange gange er uhyggeligt lavt! Også enkelte drenge er præget af dette. Generelt er eleverne mere sky og bange for at blive for tydelige. Det gør dansk vanskelig, når de faktisk ikke tør sige noget højt. Der er lavet særlige pigegrupper med tilknyttede psykologer og pædagoger for at bryde dette mangeårige mønster.

Jeg oplever det stærkt, og bliver på en eller anden måde en del af arbejdet med disse elever også, fordi min undervisning jo er præget af mange års tilknytning til de danske frie skoler og de folkelige bevægelser, hvor anonymitet og ”gemmen sig væk” ikke er så synligt – positivt sagt! Vi lægger vægt på, at man kommer frem over stepperne og ud over scenekanten, hvor vi oftest skal bremse elever ned, fremfor at få dem til at stille sig op. Min undervisning udfordrer og overskrider helt sikkert deres vaner og grænser – hvordan kan man ellers flytte noget?

Jeg er spændt på, om det lykkes at få skovlen under nogle af disse elever, så de glemmer sig selv, begynder at nyde at være del af en fællesskab frem for at gemme sig!

Jeg har tidligere påstået, at islændingenes dominerende generthed blandt andet KAN skyldes, at man fokuserer så meget på prøver og risikoen for at fejle i skolerne. Måske! ALLE, også de voksne siger: Jeg taler ikke dansk(!) – underforstået: FEJLFRIT dansk, og så tør de ikke! Hvor kommer DET fra??

I hvert fald behøver alle at skulle vide, at de er gode nok, at de kan mange ting, og de har meget at være stolte af og glade for – også at de faktisk KAN snakke og forstå dansk!

I dag blev Omar, 10. kl. pavestolt over, at han forstod, at jeg underviste udlændinge i sprogcentret!

Han står på skovlen!!

 

Vinter – et gennembrud.

 

DSC02254

Heste med Hekla i baggrunden tirsdag.

Her er flot lige nu! Vinden har lagt sig, vejret er klart og der er fin udsigt til vulkaner og jökler mod øst. Men de seneste 24 timer har været anderledes: Et let snevejr, startende mandag morgen tog til i styrke hen over dagen, og med sne og blæst i et helt døgn er Sydlandet nu forvandlet til noget, som ville lukke det meste af Danmark i samme situation. Det er heller ikke sådan, at alt kører, for mens jeg sidder her på skolen og skriver, går læreren ud i klasser med 3-4 elever i hver klasse, endda alle elever er lokale! Med en anelse mere indsats kunne de også have honoreret lærernes fremmøde. Men vel ikke noget at sige til, at de holder „sne-fri“.

Jeg studerede situationen rundt om huset i aftenens og nattens løb, og da driverne voksede i indkørslen, i haven og på gaden til lidt over bilhøjde, besluttede jeg, at landet ville ligge øde til morgen, og der ingen chancer var „what so ever“ for at komme på skolen i Selfoss til morgen. Besked til Sólveig: Afbud – sne! Dynen op over hovedet og så blev der sovet videre!

Klokken 8 stod jeg op og så, at begge overboernes biler var væk, og at der var gravet en kanal ud til gaden. I det samme kom sneploven, og gjorde det igen hver halve time herefter. Nu var det bare op til mig at grave min egen bil fri. Da jeg åbnede døren ud, så jeg ind i en 1 ½ meter snedrive, som havde blokeret min indgangsdør.

DSC02242

Man aner bilen, der er lys i min stue!

Efter morgenmad skulle der graves – der var livlig trafik på hovedvejen uden om Eyrarbakki, altså ingen forhindringer der!

Iført vintertøjet fandt jeg en af de 2 skovle de andre beboere havde stillet og begyndte at skovle. Et kvarter efter var jeg allerede færdig: Indkörslen var blæst fri i løbet af natten, og snart var bilen fri.

Jeg havde ikke tænkt over eller lagt mærke til det, men nu så jeg til min skræk, at hoveddøren på et tidspunkt må have sagt SSLAMMMMMM! Okay, hvis ikke det lige var for det faktum, at nøglebundtet med husdørsnøgle og bilnøgle nu lå inde bag en smækket dør! Havde jeg husket at slå låsen fra??

Et hurtigt tag i håndtaget dræbte det håb øjeblikkeligt!

Overboen er i familie med udlejer, så på en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt skulle jeg nok komme ind igen. Men hvornår?? Begge biler var væk, og et par tryk på dørklokken gav ingen respons!

Med penge på lommen kunne jeg drikke en kop kaffe i caféen – som er lukket hele formiddagen! Rauða Husið åbner også først om eftermiddagen. Jeg kunne ikke blive ude i snestormen – jeg MÅTTE ind et sted. Bryde ind?? Var kirken åben? Banke på et sted, hvor der var lys??

DSC02245

Så er indkørslen fri!

Heldigvis har jeg 3 dage om ugen arbejdsplads på byens skole, og der kunne jeg vel være indenfor, indtil jeg kunne komme ind! Jeg kunne måske oven i købet få lavet noget eller være med i nogle timer – de efterspørger meget, at jeg kan være med i flere timer. Absolut intet liv i byen på gåturen hen til skolen. Det er jo egentligt ikke så langt!

Men alle steder så jeg hjulspor ud fra husene: Alle var taget på arbejde alligevel! Undtagelsestilstand? No way! Bare en almindelig vinterdag!

Der blev taget godt imod mig på skolen – de få elever passede sig selv, og lærerne holdt uformelt lærermøde! Godt skolen ikke var lukket. Det ville den måske have været i Danmark!

DSC02252

Mens jeg skriver dette har jeg den fineste udsigt ud på et romantisk vinterbillede mod nord. Driverne på parkeringspladsen er godt halvanden meter høje, snevoldene langs vejene endnu højere. På markerne udenfor byen går henved 100 islandske heste. Nogle har det vældig sjovt lige nu og laver bukkespring! Også DE har overlevet!

Nu kommer bilen med den varme mad til elever og ansatte! Island fungerer! Der er mad, og på et tidspunkt løser min situation sig vel også!

 

Gå en tur til vandet!

DSC02158

Hekla søndag morgen!

Lisbet skrev søndag middag: Er du frisk på en hike op til de varme kilder ved Hveragerdi?

Jo, det var da en god idé, også fordi vejret var fantastisk: Solskin, klar himmel og 3-4 graders frost – men også en kølig vind. Vi aftalte at mødes der, hvor gåturen (ca. 3 km. I luftlinje) starter op til Reykjardalur (dalen, hvor det damper), et berømt og godt besøgt sted, hvis man skal tro Googles billedmateriale derfra. Lisbet har været der i starten af december, så da hun sagde, at man ikke tog derop uden at bade i det varme vandløb, spændte jeg rygsækken med badetøj på, klar til opturen.

I starten var det ret stejlt, og den gamle mand hev efter vejret og skulle holde pause alle steder, hvor der kom damp op af jorden. Mange steder var stien ret iset pga. de mange, som havde gået der, så vi måtte forsigtigt prøve os frem. Flere steder var der stejle skrænter nedad og isede fjeldsider opad på de smalle stier. Det var svært at finde ordentligt fodfæste.

Når man går de steder, hvor fodtrin i is og sne lyder som når man spiser knækbrød, er det bedst!

Alligevel blev vi overhalet af flere på vejen op. Når jeg troede: NU er vi der, drejede vi omkring en fjeldtop, og så var der endnu et glat spor de næste mange hundrede meter! Et enkelt sted faldt skrænten lige ned mod et stort hul, hvor kogende (!) vand og svovlstinkende mudder lokkede: Fald herned! Så skal vi tage dig hurtigt af dage! Et andet sted passerede vi en lav bro direkte over sådan en ”kedel”! Dampen stod op om én, når man gik over, brillerne duggede totalt, og man skulle passe på hverken at hoste eller indånde svovldampene, når man gik over!

Efter strabadserende 1½ time var vi endelig så tæt på badestedet, at vi kunne se mennesker ligge i den kilometerlange naturlige hot tub! Nogle simple trævægge udgjorde det for omklædningsfacilitet. Rum er det jo ikke, når 2 af 4 vægge mangler. Men det er fint til lige at smutte ud af gå-tøjet og i badetøjet uden at blive kigget på, og uden at løbe fare for at forskrække nogen! Støvler, sokker og tøj lægges på jorden, og så vader man gennem is og sne ned til bredden af den varme elv og finder en pool, hvor legemet kan nedsænkes.

Varme vandløb 

Følelsen af at komme ned i vandet er ligesom i svømmehallen. Men vi opdagede dog, at vore kolde ben begyndte at prikke og stikke og gøre ondt ved chokket mod det varme vand, som i vores pool vel var 35 grader varmt.

Med udsigt til lyset, som langsomt var ved at forsvinde over fjeldtoppene, og med armslængdes afstand til is og sne, blev det en surrealistisk og helt fantastisk oplevelse at ligge der i en varm elv midt i sneen i Reykjadalen den 10. januar 2016!

 Lisbet søgte lidt varmere vand længere oppe af elven, hvor også andre besøgende var.

Imens badede jeg færdig og gik med gennemvarmet krop hen over isen op til mit tøj for at blive tørret og få noget andet tøj på. Det skal gå rimeligt stærkt, da 3-4 graders frost hurtigt kan køle kroppen af.

Da jeg tog min bomulds t-shirt, var den imidlertid stivfrossen, så den næsten kunne stå selv på den lille træbro. Heldigvis havde jeg også en uldsweater at tage på, så med den på under en vindtæt jakke havde jeg fin varme helt indtil jeg skulle i seng om aftenen. Til gengæld var jeg glad for, at det netop var DEN sweater, jeg havde med og ikke en hel- eller halvsyntetisk: Jeg var frosset ihjel på tilbagevejen – eller inden!

Lisbet fik også skiftet, og vi kunne nu begynde at se lyset svinde, og med 1-1½ times tilbagevej, kunne det godt være mørkt inden vi var tilbage. Derfor skyndte vi os afsted.

 Pig-soul.

Tilbageturen tog imidlertid kun en time, mest fordi vi havde lys nok til at finde nogle gode afkortelser nedad, hvor der ikke var så meget sne og is.

Alligevel var det tusmørke, kl. 17.00, da vi kom tilbage til bilerne. Vi snakkede om 3 personer, tydeligvis med badeudstyr, som vi havde mødt gående op mod elven, da vi gik tilbage.

Hvis ikke de havde taget et hurtigt bad, eller måske havde sprunget det over, kunne de godt have fået en væmmelig tur tilbage, hvor de ikke ville kunne se smutvejene, og ville være nød til at følge de isede stier på vejen ned.

At vi begge havde styrt, fordi vi gled i sporet, overbeviste os om, at det ikke var helt ufarligt at færdes i vinterfjeldet, og Lisbet fordømte også flere gange, at hun ikke havde husket sine pigsko, som kunne have stået fast i isen. Det er nogle såler man trækker over sine sko, så man står fast via spikes.

Det har vi med næste gang – jeg køber i hvert fald nogle, så både Karoline (om en uge) og Magda (i vinterferien) kan komme med derop! Det er simpelthen for stor en oplevelse til at undvære! Vi var helt høje – selv efter nedturen, så de der særlige såler til at trække over sine støvler/sko blev døbt ”pig-shoes” og “pig-souls” på dårligt engelsk, selvom de vist hedder noget med spikes!

På en café/overdækket pølsevogn fik vi lidt at drikke og lidt mad, endnu en stor oplevelse rigere – dog ikke kulinarisk! Men nu skulle man da i det mindste ikke hjem og lave aftensmad!

Derefter kørte vi trætte og med ømme knæ hver til sit.

 

 

Eyrarbakki.

DSC02216

Èg byr í Eyrarbakka!

Islændingene bøjer både navneord og udsagnsord ligesom tyskerne: I fire kasus (eller hedder det kasi, Jesper??)

Så selvom den lille by hedder Eyrarbakki, bor jeg altså i Eyrarbakka!! (fordi forholdsordet ”i” trækker en dativ: HVOR bor jeg?)

Lige nu bor der omkring 600 i byen, hvis man medregner fængslet, hvor ca. et halvt hundrede af islands værste kriminelle er indlogeret.

DSC02177

Fængslet ligger i øvrigt som nabo til skolen, men jeg har endnu ikke oplevet, at der er forsvundet mad, bøger, elever eller computere fra skolen af den grund! Nå, det sker måske først, når fængslet holder åbent hus til Skt. Hans!

DSC02179

I byen boede engang henved 6.000 mennesker, da Eyrarbakki var en af de største havnebyer på Sydlandet, ja i Island i det hele taget! Først da man flyttede fiskeristrafikken til  Þorlákshöfn i 1990-erne, begyndte denne at vokse, og byerne Eyrarbakki og Stokkseyri blev hurtigt affolkede.

Nu er Thorlákshöfn havnebyen på sydkysten, da der her er bedre adgang fra havet til de moderne skibe og både, end i de andre byer, og her er bedre beskyttelse mod især vind fra vest.

DSC02221

Men 6.000 mennesker i denne by?? Det er svært at forestille sig, så der har vel generelt boet flere i alle husene i og med at familierne bestod af både flere medlemmer og i nogle hjem også af tjenestefolk.

Alligevel er det svært at forstå!

En tur gennem byen med de mange smukke og farverige huse, hvoraf mange kunne stamme fra byens storhedstid, viser nu en næsten livløs by. Men selv her er der jo internetforbindelse og strøm til computere og TV, og når der – som i dag – er 5 graders frost og blæst, er der ikke noget at sige til, at fortovscafeen er tom, og at alle er inden døre.

DSC02229

Et af de – selv for vor tid – mere pompøse huse er byens ældste hus ”Husid”, som er bygget i 1765. Det er også det ældste bevarede træhus i Island.

Det er bygget af en dansk handelsmand til ham og familien. Et stort hus i dyre materialer, som ud over at blive vedligeholdt også er holdt aktivt, idet det nu huser byens folkelige museum. Lukket om vinteren, men en attraktion, når turisterne igen begynder at lande i stort tal i Keflavik, bare 80 km herfra. I øvrigt er mange huse i Eyrarbakki og Stokkseyri fredede, og langt de fleste er også meget smukke. Flere gange tænker jeg : SÅDAN et sommerhus vil jeg bo i!

Den særprægede kirke fra 1890  ligger lige ved siden af, og sammen med restaurant ”Rauda Husid” ligger de lige overfor det hus, hvor jeg bor , 50-100 meter herfra!

DSC02206

Der er haver til alle husene. Enkelte endog med højbede og flere med drivhuse, så vejret må være imødekommende overfor dette, skulle man mene.

Og så har mange i Eyrarbakki kolonihaveshus. Dog ikke traditionelle, som de danske: Lidt uden for byen er en række små bygninger, som viser sig at være stalde! Her holder man lidt høns, eventuelt lidt får, eventuelt en håndfuld heste, som fodres med de mange ”marsch-mellows” som nu findes overalt i Island og indeholder værdifuldt ensileret græs fra Sydlandet.

Mon man ensilerer grønlandshaj i dem også???

DSC02169

Ved flere ejendomme i byen står en-to traktorer eller en ATV, som man bruger, når man skal i stalden!

En af drengene i 9. har lovet mig at komme med ud og se til alle hans dyr! Det bliver spændende!

 

Danske rejselærere i Island

Vurdering af de islandske skolers parathed til at modtage os.

(FOTO: Huse fra Eyrarbakki)

Vi kommer uvægerligt til at beskæftige os med vores egen rolle og projektets formål og relevans, når vi i løbet af et skoleår møder måske 20-25 islandske kolleger. Man kommer også til at gennemtænke, om projektets intention og idealverden holder mål med virkeligheden.

Feks. blev vi i opstartsugen mødt med indignation over at danske rejselærere tidligere skulle have snakket engelsk med de islandske elever – og lærere!

DSC02166

I den ideelle verden ville det også være sådan, at vores blotte tilstedeværelse i Island, samt det forhold, at vi kun kommunikerede på dansk ville give et løft til lærere, elever og danskundervisningen.

I virkeligheden ville det ødelægge  imidlertid modarbejde flow i undervisningen, og efterlade en del elever, som ikke ville have en kinamands chance for at forstå og/eller følge med I, hvad vi foretager os. Da ingen af os er gode nok til at fortælle, forklare eller argumentere på islandsk, vil der opstå situationer, som fordrer, at vi benytter os af især engelsk til at klare sprogbarrieren.

Blandinavisk.

Nu har jeg så både mødt elever og lærere, som også behersker tysk, norsk eller svensk, så det har åbnet nye muligheder for kommunikativ støtte til undervisningen. Desværre er det således, at jeg i takt med at kunne flere og flere gloser på islandsk bruger disse, fremfor besværet med at omformulere danske ord til brugbar instruktion. Det må jeg være bevidst om, så dansk fylder SÅ MEGET SOM MULIGT i undervisningen. Men dansktimerne ER en smeltedigle af forskellige sprog, og det opfatter jeg også som en klar motivationsfaktor til at lære sprog generelt og til at lære dansk specifikt!

DSC02171

Benny Andersens digt: Verdensborger i Danmark om alle vore låneord fra andre sprog og kulturer støtter mig i, at fremtidens sprog er multinationalt.

(udsnit)

”Og sproget jeg synger og taler

er vævet sammen af ord fra hele verden

Ikke bare fra tysk, engelsk og fransk

Næ, hør mit grønlandske: anorak, kajak, tupilak

Tyrkisk: youghurt, kiosk

Finsk: sauna

Arabisk: almanak, kaffe

Kinesisk: te

Mexikansk: tomat

Australsk: boomerang, kænguru

Sydafrikansk: apartheid

 

Jeg ku blive ved, så det gør jeg:

 

Japansk kimono, karate

Malajisk: bambus, asie

Indisk: bungalow, pyjamas

Jeg kan dem udenad i søvne

Ord fra hele den kværnende klode

mødes i min mageløse mund

og for hver gang jeg udtaler dem, lyder de mere og mere som danske”

DSC02182

Anders Lund Madsen fortalte mig, at man nu ikke må bruge ordene ”udsendte” eller ”udstationerede”, da de kunne virke nedværdigende ift. det land og den befolkning man nu er ud……….. AFSENDT til! Når vi er rejselærere i Island, er intentionerne, at vi skal bidrage med mere mundtligt dansk og ideer til at implementere dette i undervisningen, og at dette skal ske i et samarbejde med de lærere vi møder/kobles sammen med.

Man må sige, at vi møder meget forskellige forventninger til dette, og vi kan med rette spørge, om dem vi møder har fået en optimal information og har været i en optimal forberedende proces inden vi står der.

Vi møder lærere, som er positive, men ikke har set os som et tilvalg, men som en ”ordre” fra skoleledelsen om at de skal samarbejde med os. Vi møder velforberedte lærere, som nærmest VED hvor vi skal sættes ind, næsten som hjælpelærere, vi møder lærere, som tager sig et pust, mens de forventer, at vi overtager undervisningen. Vi møder lærere, som involverer os i det arbejde, de er i gang med. Vi møder lærere, som gennem os ønsker feedback, ros og anerkendelse for det arbejde de udfører. Vi møder lærer, som frygter vi er et ministerielt kontrolorgan og så videre. Massen af samarbejdspartnere er generelt særdeles positiv og imødekommen, men dem vi møder er individuelt også meget forskellige, både i udgangspunktet og som lærere generelt. Derfor er den optimale situation måske lige som den dansksprogede idealverden: Ikke eksisterende.

DSC02184

Jeg har taget den rolle, at der er 10 måneder=et skoleår, hvor jeg har muligheden for at møde islandske kolleger på deres hjemmebane, og hvor jeg har mulighed for at byde ind med mine erfaringer fra sprogundervisningen, som jeg kender den. Men det er også muligheden for at jeg dels kan suge til mig af inspiration fra dem, dels kan få nogle helt anderledes personlige, professionelle og kulturelle oplevelser. Det er et privilegium, også fordi jeg er undtaget fra alle de opgaver, der ligger ud over faglig undervisning: Konflikthåndtering, forældrekontakt, stormøder, fagudvalgsmøder, arrangementsplanlægning mm., som hjemme i Danmark også fylder en del i en arbejdsuge.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ønsker at præge samværet med mine islandske kolleger, så min opgave løses, som den er skitseret i arbejdspapirerne fra Undervisningsministeriet: De slipper ikke for min insisteren på at vise dem aktiviteter til støtte for sprogindlæring, sådan som jeg kender dem og har anvendt dem i mange år, og heldigvis er det også det, de siger inspirerer dem mest.

Men jeg kommer også som den jeg er, og møder dem, som DE er, og i det virkefelt ser jeg det også som min opgave at indgå i et ægte samarbejde, som kan støtte dem i deres arbejde, både i undervisningen, i planlægningen og ifm. de didaktiske overvejelser. Jeg lægger meget energi i at være positiv, imødekommende og opmærksom i forhold til deres situation. I disse situationer tænker jeg slet ikke på, om projektets ideelle forestillinger kan indfries, men om vi i mødet med hinanden kan skabe et interessefællesskab om at gøre danskundervisningen i Island god, samt at udvikle og inspirere hinandens tanker og handlinger i det formål.

På den måde bliver jeg ligestillet med min islandske kollega, så vi laver et samspil mellem ”eksperter”, især fordi her er mange dygtige lærere, og fordi jeg ikke er eksperten, som skal fortælle, hvordan de skal udvikle sig, men en kollega, og hvor vi gennem vidensdeling den ene, den anden eller begge veje, står for udviklingen sammen.

Et samspil, som kræver noget af os begge, men som også giver til os begge.

Det er ikke noget jeg konkret kan forberede mig på, men til gengæld kræver det en tilstedeværelse i nuet, og en glæde ved, at alt kan ske. Det er intenst, og det er saftsuseme interessant!

Og uden forberedelser går det ikke, så en stor del af arbejdstiden går med dette, både på skolerne og derhjemme. Her tæller ingen timer! Og hurra for det: Så kan man lægge lige så meget tid i arbejdet, som man orker!

DSC02232

 

Du kan sove, når du bliver gammel.

 

Et mundheld vores mor gerne brugte, når man lå på sofaen, og der trængte til at blive vasket op eller skrællet kartofler. Faktisk havde jeg det sådan klokken 19, at dagen var gået rigtigt godt, og at jeg fortjente at sove.

Men så var der det med Lene, som havde ulejliget sig til at ringe mig op og sige, at det aflyste fakkeltogsarrangement fra den 6. januar ville blive i aften. Både hendes omhu – og min mors – fik mig til at tage det varme tøj på og køre til Selfoss. På vejen ind så jeg allerede meget fyrværkeri over byen. Var det det lovede festfyrværkeri??

Ved rådhuset stod 20-30 personer og skuttede sig i den kolde vind, og for sammen sammen, når et stort kanonslag bragede hen over hovederne på os og satte bilalarmer i nærheden i gang!

Pludseligt ud af næsten ingenting kom en ladvogn med høj musik og 3 store udklædnings- trolde på, og bag den 13 julemænd med kæmpestore fakler! Her var blus på: Julemændene måtte holde de store fakler på en lang stang for ikke at blive forbrændte.

 optog 2

Rundt i en rundkørsel og videre ned af hovedgaden, nu med os alle på slæb. Vi var på få minutter blevet et par hundrede, som gik i optog bag julemændene. I løbet af de næste 5 minutter blev dette antal ti-doblet, så vi var vel et par tusinde eller flere, da fakkeltoget drejede ind ved Selfoss Guesthouse og ind på træningsanlægget for byens fodboldklub. Familier med børn og unge og gamle medborgere må have stået klar til at stå på optoget, når det passerede, for det var ganske utroligt, som de strømmede til.

Ved fodboldanlægget, som for nogen tid siden stod helt under vand, men som nu er en 6.000 m2 stor skøjtebane, samledes alle, og der blev store og små mængder krudt brændt af, mens højtalerne spillede originale islandske julesange og –ballader, som kun det trænede øre kunne forstå at høre eller genhøre!

Nu skulle julen for alvor sendes på ferie, og pludseligt blev et kollossalt bål, vel 30 x 30 meter antændt.

bål

Det bestod af affaldstræ (paller og lignende) og også en pæn sjat petroleum, hvis lugten talte sandt! Desuden blev den spædet op med en del sutter (?) men også enkelte cigaretpakker! Der var tydeligvis nogle, der som nytårsforsæt skulle af med en last, men havde fået henstand til bålet skulle brændes!

Flammerne blæste voldsomt og højt, mindst 50 meter op i luften og lignede mest af alt et Skt. Hansbål, som var ½ år ude af trit med timingen! Selv på 70 meters afstand kunne man mærke varmen fra bålet i modvinden. Rundt om på hele fodbold-/is-banen futtede børn og voksne årets sidste krudt af i rå mængder, da højtalerne forstummede.

Samtidigt startede et 100.000 kroners (2 mill. islandske) fyrværkeri af tivoliske dimensioner: Det knitrede og bragede vel i 20 minutter, inden vi, den måbende mængde, spontant klappede i vore luffer og handsker, hvilket ikke lød så højt, men som ingen kunne tage fejl af: Det havde bare været vildt flot!

fyrvaerkeri guld

Godt de holdt det en lørdag: Mange børn kunne være med og de havde det pragtfuldt. Måske især dem, der som kronen på værket sad på byens 2 is-caféer og åd store is, da jeg gik tilbage til bilen (deraf navnet: Island!!)

Man kan se, at landet er kommet gennem krisen, og at de i rask fart er på vej mod den næste: Magen til ødselhed i form af krudt og is tegner godt for det nye år!

fyrværkeri krys 

 

Weekend 2016.

Årets første friweekendstartede med formiddagskaffe på Kaffi Krus, hvor ugens tipskupon blev ordnet (11 rigtige, men ingen pengepræmie!). Efter optankning, som afslørede, at Legacyen er en tørstig fætter, gik turen mod Reykjavik. I bilen var både skiftetøj, skiudstyr og badetøj. Det sidste HVIS jeg nu skulle ramme en sund, eller vejret var til de varme kilder i Hveragerdi. Imidlertid betød bare 2 minutters tankning i frisk vind, at det IKKE lå til udendørs badning i dag, kunne jeg fornemme!

Men jeg ville lige se, om skiterrænet i Bláfjöll på vejen ind mod Reykjavik var åbent i dag, og om løjperne var kørt op. Efter en kort opkørsel (11 kilometer fra hovedvejen), kom liftsystemerne til syne, og enkelte mørke prikker i sneen fortalte, at også langrendsløjperne kunne bruges i dag.

Årets første skitur.

langrend 2

Så uden skitøj, men med en god vindjakke og jeans, hue, handsker og halstørklæde fik jeg årets første skitur. Her kunne jeg godt tænke mig at få fast lørdagsprogram, hvis vejret vil lege lidt positivt med!

Bare 3 kilometer, men det var fint: Det blæste stadig koldt, og jeg måtte stage vedholdende for at kunne køre ned af bakke i modvind. Løjperne var imidlertid velpræparerede, og der lå så godt som ingen fygesne i dem. Der skulle også stages op ad bakke, trods en kraftig medvind, men smøring havde jeg jo ikke lige tænkt på, så skiene havde tendens til bagglid.

Blafjoll

Der var mange modkørende, da jeg kørte tilbage mod hovedvejen, så mange er sultne efter at komme ordentligt i gang med skisæsonen, som indtil nu har været sparsom, både på grund af manglende sne – i lighed med andre steder i Europa – og pga. blæst. Jeg læste mandag, at der søndag havde været henved 600 i langrendsløjperne i Bláfjöll og at der er en tendens til stor søgning til denne sport, hvorfor man overvejer at udbygge løjpenettet!

For 150 kroner kan man købe en returbillet med skibus fra og til Reykjavik, og for yderligere 800 kan man leje komplet skiudstyr for en dag + liftkort til de mere alpine fornøjelser. For de sidste 50 kan man – måske – købe en varm kakao ved liften. Det er endnu ikke afprøvet. 8 lifte, heraf flere stolelifte holder aktiviteterne i gang, og det alpine anlæg er vel på størrelse med Vierli i Norge.

I Reykjavik var det tid at mødes med kollegerne, som nu er ved at være på plads efter jul. Hyggeligt gensyn i studentercaféen Reykjavik Roosters ved Hallgrimskirken.

Klokken 23.00 er der blogget, og – endelig – er jeg blevet gammel nok til at sove!

DSC02259

Børneskolen Eyrarbakki og Stokkseyri (BES) og Sunnalækjarskolen, Selfoss.

DSC02205

 

Det er januar! Første faste skema er fra Eyrarbakki, som har en lille skole for egnens 4 overbygningsklasser: 7.-10. bekk) med 50-60 elever. Småt, intimt, små hold! Danskundervisning, som præges af interesse for faget og for at gå i skole, men også med undervisning af 2 lærere, Ragnar og Helena, som ikke umiddelbart har ønsket dansk. Professionelt kører de alligevel en god undervisning – efter bogen!

Her var jeg udset til at være med i 11 ugentlige lektioner og fri tirsdage og onsdage.

Jeg påpegede, at jeg nok troede at have kapacitet til mere! Det blev til yderligere 6 lektioner (hver tirsdag) hos Sòlveig, en progressiv og kontant dansklærer på Sunnulækjarskolen i det sydlige Selfoss, en stor og ny åbent-plan-skole, og en meget spændende udfordring!

DSC02214

Allerede første dag i Eyrarbakki blev jeg så spurgt, om jeg kunne deltage i danskundervisningen i 5. og 6. klasse i Stokkseyri, hvis det kunne passes ind i ugeplanen. Jeg ville gerne se, hvordan man griber danskundervisningen an i netop 5. og 6. klasse, da det er tidligt efter islandske forhold at starte dansk der. Så hvis jeg kunne slippe for at være pauseklovn/underholder, var det OK fra min side!

At jeg der så skulle samarbejde med Lene, som er dansk dansklærer og hjemkundskabslærer (eller hvad det nu end hedder i vore dag), og har boet omkring 30 år i Island, blev det ikke dårligere af!

DSC02199

Derfor har jeg i januar måned 21 lektioner på 3 skoler i samarbejde med 4 forskellige dansklærere.

Nu ligner det mere en arbejdsmængde, som jeg kender det!

Start 8.15. Onsdage starter jeg først 11.25 – torsdag og fredag er jeg færdig kl. 12.05, såfremt der ikke er møder eller forberedelse – eller gratis skolemad.

Kun om fredagen skal jeg køre fra den ene skole til den anden.

Godt jeg har bil! Der er 12 kilometer til Selfoss, og ca 5 kilometer mellem de 2 små skoler her ved kysten.

DSC02190

Fra min bolig til skolen i Eyrarbakki er der ca. 2 km, da det er i hver sin ende af byen. Hvis ikke det var så glat(!) ville jeg gå i skole!

På grund af sygdom torsdag og fredag var jeg alene de timer, jeg var udset til at deltage i, og det gik selvfølgeligt godt alle steder: God forberedelse, lang erfaring og store ærmer at ryste noget ud af fornægter sig ikke!

Havde efterfølgende den glæde, at en lærer fortalte mig, at eleverne klasserne imellem havde snakket om hvor sjovt det var at have dansk, en følelse nogle aldrig havde haft før! Så blev jeg glad!

Håber vi får vendt dette med lærerne, så de kan se, hvad der skal ”oplive inden der kan oplyses” (Christen Kold) for det kan de da selv gøre også!

I Stokkseyri og Eyrarbakki har man taget konsekvensen af, at mange elever ikke spiser morgenmad hjemmefra, så i første frikvarter (ca. halv 10), står den på frisklavet havregrød med kanel, mælk, rosiner og frisk frugt – men mærkeligt nok ingen sukker! Selvfølgelig kan dette måltid fravælges, men det er super dejligt, især når man kan skylle ned med god kaffe og en hyggelig snak på lærerværelset bagefter.

Generelt er skolemads-standarden høj her. Det er noget man arbejder med og er bevidst om. Ca 50 grundskoler i Island er med i et forsøg for at forbedre skolemadens kvalitet og lødighed, og her håber man at kunne blive tilknyttet dette program. Jeg synes de er godt på vej!

At der så alligevel er elever, som er slappe i dagens løb har HELT andre årsager, som jeg skal prøve at belyse, når jeg ved mere om det, men det ligger i spændingsfeltet mellem lavt selvværd og inklusion. Også i Island går alle – uanset evner eller diagnoser – i samme klasse. Der er bare – trods en stor indsats hele skolelivet fra støttelærere og speciallæreres side – en del, som falder meget udenfor, mest fordi de ikke selv magter at arbejde med de særlige udfordringer de har, og på et tidspunkt bliver ”efterladt”.

Jeg skal vide mere om disse ”specielle” elever, før jeg kan skrive om det!

Læs mere om det i ”En social arv”!

DSC02219