Haustthing – et møde i Østlandet

Godt 200 lærere fra Østlandet fra Langanæs til Höfn skal ikke på arbejde i dag! I stedet mødes de i kommunens borgerhus i Seydisfjordur, som er færgeby med ture til Thorshavn – og Hirtshals! Med kun godt 600 indbyggere en lille by med en havn, 2 cafeer, et supermarked, et galleri, en svømmehal – og en smuk, gammel skole.

Og så borgerhuset, som er biograf og forsamlingshus, der er bygget sammen med en stor idrætssal. Vi har fælles intro i biografen, og spiser i forsamlingshuset. Frivillige hjælpere i byen har styr på enhver detalje, som mange kursuscentre kunne lære noget af!

Der er en form for mødepligt, og der hviskes i krogene om skolen i Reydarfjordur, som ikke har fri: En skanDALE, man burde tage derud og demonstrere mod den/dem, der har besluttet det.  Eller: Sådan lyder det for mig, der dette døgn udsættes for et sprogligt styrtebad.

Lærerne mødes med venner og kolleger fra regionen, og det ses, at man kender hinanden. Lærerkredsen har inviteret en 8-10 oplægsholdere til dagen, og i små grupper – skolelederne for sig selv – fordeler man sig dagen igennem hurtigt og præcist (hvilket er en bedrift i Island) på holdene, får inspiration og udveksler erfaringer, diskuterer og møder diverse udstillere, som viser arbejder, projekter og lærerbøger frem, feks. nogle medarbejdere fra den islandske “legepatrulje”, der har et spændende katalog over sommer-og vinteraktiviteter, som elever selv kan iværksætte i frikvarterer og fritid!

På grund af en mærkelig misforståelse, er jeg en af oplægsholderne! Egentlig skulle jeg bare agitere for rejselærernes efterårskursus i Østlandet til november, men inden jeg får sagt Eyjafjallajökull har jeg fået 1½ time, som jeg kalder “En dansker på Haustthing” og brugte til et indlæg om samarbejde og “Det flyvende æg”, som inspiration til klasseundervisningen,  det hele holdt på dansk! Derfor deltager også kun få. De er heldigvis dansklærere,  og det bliver aktivt og interessant, og deltagerne er fremragende til at relatere det til deres danskundervisning.

Det er første gang jeg har været på plakaten med så store kanoner som feks. Olafur Oddson, Sigga Dögg, Ægir Karl Ægisson, Lilja Gudny Johannesdottir, Svava Petursdottir og Valdimar Svavarson! Slå selv op, hvem de og er, og hvad de står for.   I øvrigt er arrangørerne ikke helt sikre på, om Frede er et drenge- eller pigenavn, man da de kender en fra Matador, den madglade maler, som vist nok hedder noget i retning af “Frede”, har de besluttet, at det er et drengenavn! Enhver anden sammenligning  er  i øvrigt utilsigtet!!

fos seydis

Heldigvis er det et indendørs arrangement, for hele dagen regner det. De høje fjelde omkring byen med havnen flyder simpelthen over! Hele sommeren og efteråret er fjeldene på Østlandet blevet mættet af regn, og tusindvis af store og små vandfald vælter ned over bjergsiderne i hvide og sølvfarvede striber, samler sig til rivende elve, fosser i voldsomt tempo nedad og forsvinder så ud i havet! Pist borte!

Fjeldene virker voldsomt store, fordi man stå ved havets overflade og kigger næste lodret derop på toppen, hvor vandet lader til at komme fra.

De fleste deltagere har under 3 timers kørsel til kursusstedet, men vi fra Höfn har været afsted siden i går kl. 17.00 hvor en 20-personers bus tager den største flok. Enkelte med familie i Seydisfjordur kører selv, og der kommer en morgendelegation, som klarer turen på 3 timer, men kun fordi det stadigvæk er muligt at bruge 2 bjergpas: Öxi (Øksevejen) og vejen over Heidarvatn. Der spares derved en time, ca 60 km.

Vores chauffør, en lokal, kvindelig skolebuschauffør, er årsagen til, at jeg kun har kunnet tage nogle få rystede fotografier. Der var på hele turen, som delvis foregik på smalle, våde, mudrede jordveje tale om store armbevægelser, pæn fart, højst 1 hånd på rattet og evigt gestikulerende og fortællende til hele bussen under dække af at snakke med passageren lige bag sig.

Hun er en dygtig chauffør og underholder, med en klar og gennemtrængende røst, men egentlig rolig og tillidsfuld blev jeg aldrig, hverken opad eller nedad!

øxi

 

 

 

 

 

Mine kolleger havde imidlertid en fest! De første var i gulvet af grin allerede inden bussen startede fra skolen, og inden vi var ude af byen (det tager 30 sekunder) lød der “plop” og “fisscch” omkring mig! Nu forstod jeg, hvorfor jeg havde fået at vide, at jeg skulle tage godt med øl med! Desværre havde jeg stillet dem sammen med min oppakning i bagagerummet, men der var mange, som delte ud af deres overflod, så derfor var jeg nogenlunde med, da vi havde det første tissestop efter en times kørsel. Derefter blev der befalet fotografering forbudt til venstre, og så sad hele det kvindelige lærerværelse til den side!

De 4 mænd  viste dog pli og gik en tur den modsatte vej og så på en voldsom fos, som mærkeligt nok gav herrerne trang til at træde af også!

Det var en ganske morsom tur. De fleste i bussen grinte konstant højlydt! Jeg forstod ikke en bjælde, og jeg forstår generelt ikke islandsk humor!

– Forstår du, hvad vi griner af, spurgte en af lærerne på engelsk? Det syntes nogle så var sjovt! Jeg synes jo ikke jeg havde fået så meget mere end et par øl ud af det og svarede nej!

– Da kan jeg fortælle, at vi snakker porno, svarede hun hurtigt, og så grinede de alle meget højt igen!

Efter den heftige og lystige køretur stoppede vi i Egilstadir, hvor der var bestilt overnatning på et nyt, stort guesthouse/hotel. Derefter overfaldt vi en restaurant, hvor vi nådigst fik lov til at sidde i udestuen, fordi skolen forinden havde bestilt plads der. Efter maden gik vi tilbage til hotellet, hvor især de kvindelige kolleger afprøvede bartenderens store kendskab til drinks!

Der blev snakket, underholdt og sunget til Sæmundurs medbragte guitar, der blev snakket dansk og svensk og norsk og engelsk og tysk, blandet med islandsk, og dermed blev  “blandinavisk” vores fællessprog. Mange havde lyst til at fortælle om forskellige oplevelser og fortrædeligheder, nogle havde lyst til at oplyse mig om den egn, hvor jeg bor. Nogle manglede også en badmintonmakker, så nu er jeg inviteret med (bliver hentet på bopælen) til at spille 2 gange om ugen lidt uden for byen i en nedlagt skole.

Haustthing er et vigtigt møde, hvor mange ting klares, og kittet mellem medarbejderne styrkes, nåede jeg at tænke der ved 2-tiden, da det endeligt var sengetid.

 seydisfjordur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *