Fredag

DSC02005

Her i dag, fredag den 25. september var der rim på bilerne til morgen! Billedet fra i morges viser, at der ikke var noget skydække overhovedet, som kunne holde på varmen. Så da solen stod op ved 7-tiden gik den i gang med at varme op. Mere end 8 grader blev det ikke til, men med vindstille og solen hamrende ned over os virkede det som en dejligt lun, om end frisk sommerdag!

Vi møder op på skolen omkring kl. 8. For første gang kom jeg lige på slaget´, og ikke i god tid før. Årsagen var, at for første gang var jeg godt træt. Tirsdag blev jeg hentet og taget med til 1½ times badminton i en lille idrætshal på en nedlagt skole uden for byen, og torsdag listede jeg over i hallen til noget volleyballtræning, sammen med byens 2 turneringshold. Begge dele gik indsatsmæssigt og teknisk helt fint, selvom jeg er rusten efter flere år uden decideret træning. Fysisk blev jeg presset lige til grænsen af hvad jeg pt. formår, men jeg havde det fantastisk, da jeg gik i seng! Sådan en 38 grader hot tub er også lige hvad man trænger til efter sådan en gang træning – ud over et bad og noget tørt hår, selvfølgelig!

400 skridt til det hele.

Hvis jeg går med normale skridt, har jeg lige præcist 400 skridt fra min hoveddør til jeg står ved mit arbejdsbord på skolen. På vejen har jeg passeret sundlaug (svømmeanlægget), idrætshallen, caféen og den katolske kirke og OLIS, hvor jeg tipper, så jeg har det hele indenfor overkommelig afstand!

Undervisningen starter kl. 8.10, og her har ingen undervisning efter 14.30. Da tager eleverne hjem, i svømmehallen eller til sport, og kun lærerne bliver tilbage og forbereder og samarbejder om de fælles opgaver, normalt til ved 4-tiden.

Har man morgenundervisning på første sal  i feks. stofa 1, som betyder stue 1, kan man blive overfaldet af denne udsigt, når man trækker gardinerne fra:

DSC02000

Jeg ved ikke hvordan andre ville have det, men jeg har svært ved lige at komme i gang! Vi lader det lige stå lidt endnu!

Overvældende! Det har undret mig, hvorfor der er trukket for i de klasseværelser, som vender mod nord mod fjeldene. Gider de det ikke? Har de set den udsigt hele livet og ænser den ikke mere?

Jeg hælder mest til, at det ER farligt for dagdrømmere at kigge ud på sådan en udsigt! Nogen må have taget fejl, når vi skal være inde sådan en morgen!

Vi snakker dansk.

Vi er i gang med at øve nogle små dialogstykker, som jeg har fundet på nettet, tilpasset og udskrevet, så de i grupper af 4 kan øve sig på at tale dansk. Efter 15-20 minutters forberedelse skal de opføre. I dag prøvede vi at de optrædende ikke måtte bruge papir, men til gengæld havde hjælp fra en anden fra gruppen, som så var deres sufflør! Det gik helt vildt godt!

Eleverne hører kun dansk i skolen, så de skal snakke så meget som muligt, synes jeg. Imidlertid er lærerne for gode til at lave boglige og især skriftlige øvelser, da de ikke selv SYNES at de snakker godt nok dansk til at bruge det i undervisningen.

Det er naturligvis noget sludder og falsk beskedenhed: At lære et nyt sprog starter der, hvor man tør sige noget højt, og så eventuelt bliver mødt med at blive rettet, uden at man skal tro, at verden styrter i grus af den grund! Tværtimod! Modet belønnes af større læring, kunnen – og masser af rosende ord fra den danske rejselærer.

Vi kigger lige ud af vinduet igen, inden vi går ned til kaffen:

 DSC02004

Det er sidste fredag i måneden, og derfor giver skolen kage til formiddagskaffen! En stor, let og lækker chokoladekage står med sin halve kvadratmeter og frister med 1/40 til hver! Den nåede jeg ikke at fotografere.

Skolemad.

Eleverne får varm mad hver dag (kan fravælges). De ansatte kan for ca. 16 kroner på samme måde få et varmt måltid midt på dage. Det er normal, islandsk hverdagsmad af svingende oplevelse, men fint at sætte tænderne i, især de 2 gange om ugen, hvor der serveres fisk, lige fra fiskekage til smørristet fjeldørred! For Halldor Steiner og Erla, et ungt lærerpar med 3 små børn, som også spiser varm mad i deres institution er det perfekt: Masser af tid til og sammen med børnene fra fyraften, eventuelt også omkring at lave et let aftenmåltid, eller at gå sammen i svømmehallen eller cykle en tur i de her omgivelser:

DSC02012

Vi er genboer, så jeg kan følge med i, hvad de foretager sig!

Fyraften.

I dag tillader jeg mig for det første at springe middagsmaden over: Kakaosuppe med tvebakker er en af mine få svage madsider!                 I stedet tager jeg ud i byen med fotoapparatet og får hældt lippgloss  på øjnene! Hjemme napper jeg lige et par stykker frisk- og hjemme-bagt rugbrød med god, islandsk tomat og en kop te, inden jeg er tilbage på skolen til de sidste opgaver, indtil jeg holder weekend fra kl. 15.00.

Men vejret! Jeg hænger vasketøjet ud (en uges godt brugt idrætstøj) og slår et slag ned til havnen for at få en cappucino i det fri! Men enten er caféerne ikke åbnede endnu, eller også vil de ikke sælge kaffe, så jeg må nøjes med ½ liter velskænket fadøl for en 50-er!

Det er første gang i Höfn at jeg går ud på den måde, og mens jeg i solen selfier og gennem facebook lader hele verden vide, at nu er det weekend, tænker jeg igen-igen! Hvor er her bare fedt, imens en kutter lægger til i havnen og nogle japanske turister og tyske back-packere leder efter et sted at spise og ……..

DSC02013

 

 

 

 

 

4 tanker om "Fredag"

  1. Tak for din kommentar, Emil!
    Jeg håber du kan genkende meget af det jeg skriver om, selvom jeg også digter til indimellem! Stor hilsen her fra “Rønne-garden”??!

    1. Husk at gange alle fotos på blokken op med 100.000 (störrelsesmæssigt) hvis du skal forestille dig virkeligheden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *