Mundtligt dansk

DSC01972

Når disse elever møder deres 2. fremmedsprog, dansk, i 7. klasse, har de oftest ingen mulighed for at kende noget som helst til sproget, endsige at have hørt det.

Mange har som sådan intet imod faget, synes måske det er lidt spændende, men de fleste har alligevel svært ved at lære det.

Dertil kommer dem, som har generelle indlæringsvanskeligheder og/eller en af mange diagnoser, men herom senere!

Lærebøger

Systemet i Island er, at der gives et tilskud til bøger, som tilfældigvis passer med prisen på noget bestemt materiale. Det fører selvsagt til, at  – stort set – alle skoler har de samme lærerbøger. Nogle dansklærere har gået på Háskoli Islands, lærerseminaret på universitetet i Reykjavik. Nogle dansklærere har læst til lærer i andre fag, men har så i en given situation fået at vide, at de skulle tage dansk, især ifm. manglen på dansklærere.

I Höfn er dansklærerne den erfarne Gudmundur, og Björn og Herdis, som er hans elever. Som tidligere skoleleder har Gudmundur ansat dem begge, idet han vidste, at de var gode til dansk. Björn tog derefter en læreruddannelse, Herdis er lige ved at afslutte sin.      Man kan godt undervise uden at være helt færdig (meget af undervisningen på universitetet foregår som fjernundervisning), men man får ikke fuld lærerløn før man har fået sin godkendelse: Lærerbeviset!

Rejselektor.

Charlotte sidder til dagligt på universitetet i Reykjavik som lektor og har forbindelse til mellem 20 og 30 lærerstuderende, som hun bistår med vejledning og medspil – og ikke mindst ved at snakke dansk med dem! Hun er i lighed med Lisbet og jeg, som er rejselærere i grundskolen, sendt til Island for et år.

Imidlertid er det andet år hun er her, så hun er ved at være erfaren i faget og i Island. Det var derfor godt, at hun vejledte os “nye”, da vi startede i Island.

DSC02041

Rejselærer

Vores opgave er at styrke især mundtligt dansk. At udtrykke sig skråsikkert om dette efter bare 6 uger i det islandske skolesystem, og så bare i én skole er nok lidt kækt! Tendensen er imidlertid, når jeg sammenligner med hvad andre har oplevet, at læsning af dansk og løsning af tilhørende opgaver er ok, men at kvaliteten af det, som i timerne kommer ud af munden på eleverne på dansk er stærkt svingende. Det er klart, at islandske lærere, som måske ikke har noget stærkt forhold til det danske sprog, kan have svært ved at formidle et korrekt udtalt dansk. Men jeg har oplevet en del islandske lærere nu, og jeg oplever, at de alle taler et godt og fejlfrit dansk, hvor den islandske accent kun i ringe grad høres.

Og jeg må indrømme, at selv jeg, der taler noget bedre dansk end islandsk, også har vældig svært ved at få eleverne til at udtale ordene ordentligt. Kun en lille håndfuld af eleverne på skolen har det sprogøre, der skal til.

Jeg har arbejdet meget med at motivere eleverne til at give sig i kast med dansk, og om det er lykkedes, eller de bare ER motiverede for at gå i skole, skal jeg lade være usagt, men der foregår rigtigt meget godt arbejde i de dansktimer, jeg er med i, og de tager vældig godt imod de lege og opgaver, jeg præsenterer, og som ligger uden for de lærebogssystemer. Jeg savner mange flere samtaleøvelser, hvor eleverne får sagt og øvet nogle danske ord, så der har jeg skrevet en masse småstykker, som de øver sig på at fremføre på dansk, og de er heldigvis trygge ved at forsøge.

“Radioteateret”.

Det er en fornøjelse at opleve dem opføre de små stykker som radioteater, dvs. at resten af klassen sidder med ryggen til – og lytter, eller gruppen ligger under katederet, og der kommer ord op derfra, som man kan lytte til. En gruppe bad om at måtte opføre deres stykke som dukke teater: De lå under katederet og bruge deres fødder som dukker! Genialt, morsomt og motiverende for dem selv og andre!

Udviklingen ligger fra nu af i at udfordre dem sprogmæssigt og  lade dem arbejde dem med ord, de SELV skal finde på! Her har jeg fået gode ideer af de andre rejselærere, og jeg glæder mig til at iværksætte det!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *