Vintertid

DSC02044 

Det er i dag den 24. oktober.

I dag starter vinteren i Island, og den slutter den 20. april! Islændinge har også ord for forår (vor) og efterår (haust), men de er mere flydende kalendermæssigt!

Sommer og vinter ligger fast, og så er der ikke grund til at forulempe dyr og mennesker og tænke i sommer-TID og vinter-TID og ændre tiden 2 gange om året! Fra i morgen er tidsforskellen til Europa – og Danmark – kun 1 time, mod nu 2 timer.

Det sidste har givet forvirring, især når Magda har sendt en morgenfrisk besked på mobilen når hun kørte på arbejde kl. 7   – og jeg stadig lå i sengen (kl. 5.00!), og samtidig har det været svært at opfatte, at det ikke er helt ok at ringe hjem om aftenen kl. 22.30, når jeg lige havde tid!

Med vintertiden kommer kulde, og ud fra det massive regnvejr i aftes, som helt holdt mig hjemme fra byens diskoteker og barer, og den tynde is, som lå på pytterne til morgen, kunne man forvente, at det også havde sneet højere oppe.

DSC02043

Og ganske rigtigt: De grønne og sorte fjeldtoppe har fået hvid top! Ned til omkring 300 meter o.h. er der nu hvidt, i de fjelde, som ligger længere inde i land er der sne ned til 100 meter o.h.

De isgrå og forrevne gletchertunger, som rækker ned mod fladlandet har til dels fået en ny, skinnende hvíd overflade.  Det pynter, men gemmer jo også over farlige sprækker og revner, så man skal ikke bevæge sig op i sneen uden guider.

Ifølge vejrudsigten får vi frost – også her ved havet, i løbet af de næste 2 uger, dog endnu med perioder med varmegrader – og sol!

Jeg har lagt en pind mere på (dvs. skruet op for varmen) – her skal gerne være omkring 20 grader, synes jeg – hverken mere eller mindre!

DSC02045

Denne weekend bliver den sidste almindelige i rum tid:

Næste weekend er jeg inviteret med på fjeldtur til en hytte nær Egilstadir i de smukke Østfjorde og -dale.

Weekenden efter er jeg i Danmark! Med 5 fridage går det an at flyve hjem og se til tingene og vinterklargøre haven mm. Det bliver fint!

Weekenden efter skal vi holde kursus for dansklærerne i Østlandet. Også i Egilstadir, som ER et knudepunkt på østlandet!

Nok at se til, både weekender – og hverdage: Jeg starter til islandsk for begyndere på tirsdag (2 gange om ugen) skal have et danskkursus for voksne i 4 uger (2 gange ugentligt) og være med til at rekruttere og etablere et basketballhold for piger mellem 6. og 10. klasse – ved siden af dansktimerne! Dovenskab og lediggang; farvel!

Så der skal ryddes op og bages rugbrød (igen), der skal forberedes til hele næste uge, hvor jeg også skal til Øræfi (Hof-gard-skolen) torsdag-fredag.

Og så skal jeg lige tippe og se en tipskamp og slappe af. Sidste uge vandt jeg 3.500 kr, så det skal følges op!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *