Danske rejselærere i Island

Vurdering af de islandske skolers parathed til at modtage os.

(FOTO: Huse fra Eyrarbakki)

Vi kommer uvægerligt til at beskæftige os med vores egen rolle og projektets formål og relevans, når vi i løbet af et skoleår møder måske 20-25 islandske kolleger. Man kommer også til at gennemtænke, om projektets intention og idealverden holder mål med virkeligheden.

Feks. blev vi i opstartsugen mødt med indignation over at danske rejselærere tidligere skulle have snakket engelsk med de islandske elever – og lærere!

DSC02166

I den ideelle verden ville det også være sådan, at vores blotte tilstedeværelse i Island, samt det forhold, at vi kun kommunikerede på dansk ville give et løft til lærere, elever og danskundervisningen.

I virkeligheden ville det ødelægge  imidlertid modarbejde flow i undervisningen, og efterlade en del elever, som ikke ville have en kinamands chance for at forstå og/eller følge med I, hvad vi foretager os. Da ingen af os er gode nok til at fortælle, forklare eller argumentere på islandsk, vil der opstå situationer, som fordrer, at vi benytter os af især engelsk til at klare sprogbarrieren.

Blandinavisk.

Nu har jeg så både mødt elever og lærere, som også behersker tysk, norsk eller svensk, så det har åbnet nye muligheder for kommunikativ støtte til undervisningen. Desværre er det således, at jeg i takt med at kunne flere og flere gloser på islandsk bruger disse, fremfor besværet med at omformulere danske ord til brugbar instruktion. Det må jeg være bevidst om, så dansk fylder SÅ MEGET SOM MULIGT i undervisningen. Men dansktimerne ER en smeltedigle af forskellige sprog, og det opfatter jeg også som en klar motivationsfaktor til at lære sprog generelt og til at lære dansk specifikt!

DSC02171

Benny Andersens digt: Verdensborger i Danmark om alle vore låneord fra andre sprog og kulturer støtter mig i, at fremtidens sprog er multinationalt.

(udsnit)

”Og sproget jeg synger og taler

er vævet sammen af ord fra hele verden

Ikke bare fra tysk, engelsk og fransk

Næ, hør mit grønlandske: anorak, kajak, tupilak

Tyrkisk: youghurt, kiosk

Finsk: sauna

Arabisk: almanak, kaffe

Kinesisk: te

Mexikansk: tomat

Australsk: boomerang, kænguru

Sydafrikansk: apartheid

 

Jeg ku blive ved, så det gør jeg:

 

Japansk kimono, karate

Malajisk: bambus, asie

Indisk: bungalow, pyjamas

Jeg kan dem udenad i søvne

Ord fra hele den kværnende klode

mødes i min mageløse mund

og for hver gang jeg udtaler dem, lyder de mere og mere som danske”

DSC02182

Anders Lund Madsen fortalte mig, at man nu ikke må bruge ordene ”udsendte” eller ”udstationerede”, da de kunne virke nedværdigende ift. det land og den befolkning man nu er ud……….. AFSENDT til! Når vi er rejselærere i Island, er intentionerne, at vi skal bidrage med mere mundtligt dansk og ideer til at implementere dette i undervisningen, og at dette skal ske i et samarbejde med de lærere vi møder/kobles sammen med.

Man må sige, at vi møder meget forskellige forventninger til dette, og vi kan med rette spørge, om dem vi møder har fået en optimal information og har været i en optimal forberedende proces inden vi står der.

Vi møder lærere, som er positive, men ikke har set os som et tilvalg, men som en ”ordre” fra skoleledelsen om at de skal samarbejde med os. Vi møder velforberedte lærere, som nærmest VED hvor vi skal sættes ind, næsten som hjælpelærere, vi møder lærere, som tager sig et pust, mens de forventer, at vi overtager undervisningen. Vi møder lærere, som involverer os i det arbejde, de er i gang med. Vi møder lærere, som gennem os ønsker feedback, ros og anerkendelse for det arbejde de udfører. Vi møder lærer, som frygter vi er et ministerielt kontrolorgan og så videre. Massen af samarbejdspartnere er generelt særdeles positiv og imødekommen, men dem vi møder er individuelt også meget forskellige, både i udgangspunktet og som lærere generelt. Derfor er den optimale situation måske lige som den dansksprogede idealverden: Ikke eksisterende.

DSC02184

Jeg har taget den rolle, at der er 10 måneder=et skoleår, hvor jeg har muligheden for at møde islandske kolleger på deres hjemmebane, og hvor jeg har mulighed for at byde ind med mine erfaringer fra sprogundervisningen, som jeg kender den. Men det er også muligheden for at jeg dels kan suge til mig af inspiration fra dem, dels kan få nogle helt anderledes personlige, professionelle og kulturelle oplevelser. Det er et privilegium, også fordi jeg er undtaget fra alle de opgaver, der ligger ud over faglig undervisning: Konflikthåndtering, forældrekontakt, stormøder, fagudvalgsmøder, arrangementsplanlægning mm., som hjemme i Danmark også fylder en del i en arbejdsuge.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg ønsker at præge samværet med mine islandske kolleger, så min opgave løses, som den er skitseret i arbejdspapirerne fra Undervisningsministeriet: De slipper ikke for min insisteren på at vise dem aktiviteter til støtte for sprogindlæring, sådan som jeg kender dem og har anvendt dem i mange år, og heldigvis er det også det, de siger inspirerer dem mest.

Men jeg kommer også som den jeg er, og møder dem, som DE er, og i det virkefelt ser jeg det også som min opgave at indgå i et ægte samarbejde, som kan støtte dem i deres arbejde, både i undervisningen, i planlægningen og ifm. de didaktiske overvejelser. Jeg lægger meget energi i at være positiv, imødekommende og opmærksom i forhold til deres situation. I disse situationer tænker jeg slet ikke på, om projektets ideelle forestillinger kan indfries, men om vi i mødet med hinanden kan skabe et interessefællesskab om at gøre danskundervisningen i Island god, samt at udvikle og inspirere hinandens tanker og handlinger i det formål.

På den måde bliver jeg ligestillet med min islandske kollega, så vi laver et samspil mellem ”eksperter”, især fordi her er mange dygtige lærere, og fordi jeg ikke er eksperten, som skal fortælle, hvordan de skal udvikle sig, men en kollega, og hvor vi gennem vidensdeling den ene, den anden eller begge veje, står for udviklingen sammen.

Et samspil, som kræver noget af os begge, men som også giver til os begge.

Det er ikke noget jeg konkret kan forberede mig på, men til gengæld kræver det en tilstedeværelse i nuet, og en glæde ved, at alt kan ske. Det er intenst, og det er saftsuseme interessant!

Og uden forberedelser går det ikke, så en stor del af arbejdstiden går med dette, både på skolerne og derhjemme. Her tæller ingen timer! Og hurra for det: Så kan man lægge lige så meget tid i arbejdet, som man orker!

DSC02232

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *