Opskrifter

forside_island

Henrik gav mig denne fine fagbog for 4.-5. klasse, som han har været med til at lave! Flot-flot!  Smukke billeder, fin bog!

Tager man rugbrød med til Island?

Overvejer, om jeg skal pakke en bageform ned i flyttekasserne!

Den opskrift jeg har på islandsk rugbrød (se nedenunder) indeholder meget sukker og sødestof, som nok går til en laksemad, saltet lammekød eller blåskimmelost, men ellers er for sød til en klassisk dansk rugbrødsmad. Med koldt smør er den ellers dejlig som kage til kaffen!

Jeg kan sandsynligvis spise varm mad på skolerne, men så kunne en rugbrødsmad jo være nok til aftensmaden. Brødformen i kassen sammen med opskriften på færøsk rugbrød (!), som jeg har lavet nogle gange, siden jeg brugte den på AOF aftenskolens Grøn Mad-hold tilbage i 80-erne.

Islandsk hverabraud.

Der findes mange forskellige opskrifter – en per madmor eller -far i Island, tænker jeg!

5 kopper rugmel

2 kopper hvedemel

1½ kop sukker

½ kop farin

2 tsk. salt

4 tsk bagepulver

ca.2 dl. mælk

Bland alle indgredienser godt sammen, så det bliver en sej og fugtig masse. Tilpas konsistensen med mælk

 ingredienserne i og hæld dejen i 1-2 smurte forme.

Bag brødet i 24 timer ved 80-90 grader.

I Island bages/koges brødene nogle gange i jorden i nærheden af varme kilder eller lun lava! DET skal prøves!

Rugbrød fra Færøerne.

Surdej

½ liter lunken vand

1 spsk. salt

½ kg. rugkerner, gerne skårne

125 gr  hvedemel

Surdel opløses i vand og resten røres i og dejen hviler 24 timer, indtil surdejen virker.

Så tilsættes der:

½ øl (evt. malt- eller hvidtøl)

1 spsk brun farin / rørsukker

1½ dl vand

250 gr. groft rugmel

i dejen, som røres god igennem og hældes i en brødform – når der er taget fra til surdej til næste gang!

Efterhæver mindst 6 timer. Herefter sættes formene i ovnen og bager 1 time ved 100 grader og 1-1½ time ved 190 grader.

Slowfood – og det bilder jeg mig faktisk ind, at man kan smage!

Fik lov til at lave plukfisk, som er en islandsk delikatesse, for de spisende på Degnehøjfestivallen i forrige uge:

Plokkfiskur

Lige dele torskestykker (skåret i tern) og kartofler (skåret i tern) koges i hver sin gryde med vand og salt til de er lige ved at koge – ca 10 minutter.

En god håndfuld hakket løg puttes i ved fisken de sidste 3 minutter. Kartoffelvandet smides væk, mens fiske-løg-vandet bruges til en opbagt sovs af smør og mel. Brug ca.2/3 af vandet.

Alle ingredienser og noget revet mozzarella blandes sammen og hældes i et ildfast fad. På toppen krydres med frisk peber og tørfisk, gerne røget, som strimles ud over retten, der gratinerer 10 minutter i ovnen inden det serveres med rugbrød.

Når jeg tager til Høfn, ankommer jeg til Islands hummerby nr. 1.

Opskrifter herfra senere, men smager det bare halvt så godt som Juttas hummersuppe fra forleden (varm, stærk og MANGE hummerstykker) er der noget at glæde sig til.

Jeg øver mig på at tale islandsk!

Benyttede lejligheden til at afprøve på Mathilde (13 år fra Mossfellsbær) om hun kunne forstå de få islandske sætninger, jeg har øvet mig på. For det meste var hun ikke begejstret, men da jeg sagde: ‘Eg talar ikke islensku mjög godt! lyste hun straks op og sagde: Ja, DET var rigtigt!!

Og det kan jo forstås på flere måder!

Assensskolen

På job igen.

Et vikariat fra påske til sommerferie – det var, hvad jeg fik tilbudt på Assensskolen. Godt nok havde jeg søgt på en anden skole i Assens Kommune, men via godt samarbejde mellem vicerne fik jeg at vide, at der var brug for en tysklærer i Assens, og det var det jeg så fik!

Dilemma.

I løbet af én dag fik jeg invitation til samtale om job som rejselærer i Island – og lovning på fuldt skema efter sommerferien! Så da jeg valgte og takkede ja til Islands-udfordringen, var det samtidigt nej-tak til fast arbejde i Assens!

På den måde kunne rejeselærerjobbet blive mit sidste – jeg var trods alt fyldt 60 og ville være 61, når jeg så skulle søge job i Danmark igen, en opgave, som skulle klares pr. distance.

Det var en gambling! Jeg vil gerne være aktiv indtil jeg kan gå på pension i 2021! Nu lod jeg mig lokke af et år på Island med gode chancer for derefter at blive sendt på efterløn.

En kringlet løsning, og lange dage i maj.

For at blive rejselærer, skal man have et job, man kan frikøbes fra. Jeg havde ansættelse til 26. juni, men ikke fra 1. august, hvor jeg skulle frikøbes!

Bare ærgerligt, Sunny Boy! Ingen job – ingen Island!

Heldigvis fik jeg snakket godt med personer, som kunne beslutte noget i Assens Kommunes skolevæsen, og fik forklaret min situation.

På skolen spurgte kolleger dagligt, hvordan det gik med forberedelserne, men de stod ligesom i stampe, så længe jeg ikke vidste, om jeg kom af sted.

Måske skulle jeg alligevel takke ja til et job efter sommerferien. Jeg havde jo mine linjefag og spændende opgaver med flygtninge-indvandrerelever i sprogcentret. Og jeg havde dejlige kolleger, en imødekommende ledelse og rare elever og befandt mig virkelig godt på Assensskolen.

Jeg havde også en 8. klasse, som jeg kunne komme til at føre op til tysk, når de kom i 9. og vi havde et fortræffeligt samarbejde og nogle skønne timer sammen. Det ville være nemt at blive.

Men eventyret ligger i Island, så det var once-in-a-lifetime: Det SKULLE prøves.

Efter nogle meget lange dage i slutningen af maj havde folk med pondus i skolevæsnet truffet en beslutning! Da min leder kaldte mig ind på kontoret, fik jeg at vide, at man – under hensyn til min og skolens situation – ville fastansætte mig pr. 1. juni 2015, så jeg dels havde et job at blive frikøbt fra OG et job, når jeg kom tilbage!

– Du skal give os besked, hvis du IKKE kommer tilbage hertil, var beskeden!

Det var fuldstændigt overvældende, og glædestårerne pressede sig på! Sikke en tillid af få! Hold da op, hvor var jeg dog privilegeret og taknemmelig!

Besked til Undervisningsministeriet, som var indviet i mine problemer: JEG KOMMER!!

Oveni fik jeg fra skolens bibliotek en masse kasserede bøger, så jeg kunne finde frilæsningsbøger jeg kunne tage med til Island til fordeling mellem de skoler, jeg skulle samarbejde med! En solskinsdag blev bøgerne sorteret, og det bliver en fin lille kasse med børne- og ungdomslitteratur af danske forfattere!

Nu var jeg i gang med at pakke!

IMG_0413

IMG_0415

IMG_0412

Det søger du da!?

Da jeg i starten af februar surfede jobs indenfor undervisning og ledelse i ind- og udland, så jeg også en annonce fra Undervisningsministeriet. Det var – ud over elevpladser i Danske Bank og lederstilling som viceleder i Lidl i Rødovre – den eneste, som havde med undervisning og skole at gøre.

– Der er en stilling her som rejselærer i Island i et år!

– Den søger du da!?

Hurtigheden hvormed det svar kom fra Magda optog mig ikke lige med det samme, men det indikerede, at det var helt OK at søge videre information, og at det ville blive støttet op her hjemme! Så først der begyndte jeg at undersøge, hvad arbejdet bestod i! Men hvorfor svarede hun så hurtigt? Var det for at slippe af med mig for en tid? Var det for at opfordre mig til at søge ALT, som kunne give et job – og en indtægt, om det så bare var for et skoleår? Var det for at unde mig en særlig oplevelse som afslutning på et langt arbejdsliv? Først bagefter ved jeg, at det OGSÅ spillede ind, at det ville give HENDE mulighed for at komme til Island igen! Og – ikke mindst – for at ride på Island, når hun alligevel var der for at besøge mig!

Island 2013.

Magda havde været med Ulla på Island for at ride sammen. De boede sammen med Jutta og pigerne i et sommerhus i Kjos og havde haft en dejlig tur. Min bekymring om Magdas vegetarisme (kunne HUN få andet end røgede lunder og svedne fårehoveder?) var ubegrundet: Hun kom mæt og tilfreds hjem! Kunne HUN overleve der, kunne jeg vel også. Jeg er hverken vegetar eller kræsen!

Altså tog vi til Island 2013 og havde nogle skønne dage med dels os selv, dels Jutta og pigerne – som “igen” var i Island, dels med vore egne piger, som fløj op til os direkte fra Roskildefestivallen!

Flyet skal være trukket tilbage for at fjerne lugtgenerne!

Vi vidste alle, at vi nok skulle tilbage til Island igen – en gang! Og nu havde vi planlagt, at Magda og nogle ride-piger og -damer skulle til Island 2016, og jeg skulle så støde til nogle dage, så vi kunne besøge nye steder, når ridningen var overstået. At disse planer bliver lidt anderledes, og at jeg kommer til Island allerede i år, er en del af denne historie.

Men i februar skulle jeg først lige runde et skarpt hjørne, og jobansøgningen fik lov at modne i hovedet, mens en masse andre ting foregik. Som sædvanlig  blev ansøgningen først sendt i sidste øjeblik, og havde det ikke været for en vågen Michael Dal (som vil optræde her en del gange i det kommende år) var ansøgningen ikke kommet til det rigtige sted! Heldigt, at han sad ved computeren  og fik mig ledt videre til den rigtige modtager!

– Det er mit livs næstbedste ansøgning! skrev jeg til Morten, da jeg nogle dage efter min fødselsdag mailede og takkede for venlig deltagelse! Den bedste skrev jeg i 1989 til Odense Amts Gymnastikforening, og den gav mig senere et superspændende job som amtskonsulent i foreningsverdenen (DGI). Den blev også sendt i sidste øjeblik! Ja, faktisk måtte jeg sende en kollega på posthuset og sende den ekspres og anbefalet til formandens hjemadresse, for at nå det indenfor tidsfristen. Det blev også bemærket i den anden ende: NÅ! Her er en ansøger der VIL dette job!

Den næstbedste ansøgning var sendt til Undervisningsministeriet! Der blev kvitteret for modtagelsen, og så var det bare at vente – samtaler skulle foregå i marts måned! I mellemtiden satte jeg mig ind i alt om “rejselærer Island”! Da marts måned næsten var gået, uden en indkaldelse eller meddelelse om at “stillingerne er besat til anden side, vi beklager”, begyndte jeg at læse jobannoncen igen! Jo, samtalerne burde være overstået nu! Rent pro forma var det så bare at vente på afslaget, og så se at finde et andet job !

Nok historie for denne gang! I dag skal jeg lave pakkeliste og finde en vognmand eller et flyttefirma, som vil flytte mine 4-5 flyttekasser til Hagatun 12 i Höfn, så det kan stå klart der senest den 1. september. Der skal nok også laves en liste over det, jeg skal bruge i det år jeg skal bo i Island! Kan det dog fylde 4-5 flyttekasser? Jeg mener: Så meget rent undertøj HAR jeg ikke engang! Og  huset er jo fuldt ekviperet, så jeg ikke kommer til at mangle hverken klaver eller fjernsyn! Og skal det dog koste 14.000 kr. at få flyttet derop? Selvom jeg ikke selv skal betale, må det kunne gøres billigere!

 

hofn

Höfn (islandsk: Høpn) – en by i havet! “Mit” hus ligger lige uden for billedet til venstre!

Temperaturer (2)

Fra Algarve og Lisssabon, hvor temperaturerne er mellem 30-40 grader i dagtimerne og til Höfn, hvor de er 13-14 grader er der en VIS forskel!
Jeg tror, at kulde passer mig bedre. Så lige nu er de hjemlige 18 grader meget tilpas!
En stor udfordring i årets løb bliver at vænne sig til det islandske klima, men samtidig vanvittigt interessant at følge!
Höfn bliver min base i efteråret. Det ligger ikke ved havet men ude I havet!!
Igen: Anderledes – nyt – spændende!
Nu skal der også snart samles et lille flyttelæs, som kan sendes til Hagatun, så jeg har lidt med hjemmefra, selvom huset i Höfn er fuldt møbleret, vil mit eget sengetøj, og måske en af de hjemlige voksduge gøre det ekstra hyggeligt!
Naturen omkring Höfn ser fantastisk ud jævnfør billeder på Google! Der bliver meget godt for øjnene!
Og med kun 100 m. til svømmebassin og hotpots kan jeg få en daglig opvarmning – og bad! Måske også motion…?
Hm! Må huske at tage svømmebukser med, som kan strammes i livet!

Island 2015-16

Da mobilen ringede den 11. maj omkring middagstid, var jeg ikke et splitsekund i tvivl om, hvad det var: Bare en time forinden havde jeg siddet til jobsamtale i Undervisningsministeriet, og havde fået den opfattelse, at de var i bekneb for en rejselærer til at tage til Island i skoleåret 2015-2016.

Samtalen var interessant derhen, at vi talte mere om jobbet end om ansøgeren, hvilket fik mig til at tro, at vi nok ikke var mange, som skulle til samtale!

Nu sad jeg så i bilen og havde overladt rattet til min søn Kasper, som skulle få os til Fyn, da mobilen ringede. Jeg blev ikke overrasket, da jeg fik at vide, at ministeriet faktisk gerne så mig tage jobbet som rejselærer i et år – hvis jeg da ville!

Afmålt jublende og glad takkede jeg for tilbuddet og resten af dagen dukkede scenarier fra Island op på den indre horisont, og lige siden har Island-turen været dagligt tema for mange menneskers medleven i min tur.

Med denne blog vil jeg forsøge at holde alle ajour med turen (tak for ideen, Helle), samt bruge den som værktøj til at holde sammen på alle de oplevelser og indtryk jeg regner med at få undervejs.

Da hele forhistorien og forberedelserne også er nok så interessante, vil jeg frem til 24. august, som er første mødedag i Reykjavik, prøve at fastholde alt det, der skete ½ år op til turen. Derefter er det de aktuelle indtryk, jeg vil forsøge at skildre og formidle, forhåbentligt med dejlige billeder fra Nordatlanten.

Desuden skal den bruges som dagbog og lager for oplevelser med mad og drikke, så jeg senere kan samle min tur i “Mit islandske køkken” – forhåbentlig en bestseller!

Jeg vil også forsøge at lave et bookingsystem, som gør det muligt at bistå, møde og hjælpe alle dem, som har givet udtryk for at ville besøge mig i Island!

For alle, som inviteres til – eller møver sig ind på – sjaumst.com, vil jeg ´bare sige: Velkommen og god fornøjelse!

Sjáumst, som udtales “sjau-ømst”, er et islandske udtryk for:

Vi ses!

Rejselærer i Island